11-08-12

Sæsonpremiere i U19 ligaen: Lyngby - FC København

 

Se fotoreportage fra sæsonpremieren i U19 ligaen mellem Lyngby og FCK. Kampen sluttede 1-1 efter to scoringer i 2. halvleg. Lyngbys Christoffer Boateng bragte Lyngby på 1-0 cirka midtvejs i 2. halvleg, men FCK udlignede få minutter senere. Slutningen af kampen var præget af hårdt spil, kæmpe chancer til begge mandskaber og flere gule kort på grund af brok fra spillerne. Lyngbys midtbane bestående af anfører Gustav Bang, Simon Raahave og Tobias Andersen spillede og kæmpede fantastisk. Simon Raahave skilte sig ud og må siges at være MOM.

 

 

Billederne fra kampen kan ses her:
Lyngby BK - FC København U19

 


02-08-12

GF Cup 2012 - U17 og U19

 

 

På tredjedagen for GF Cup 2012 blev det til nederlag til Lyngbys U17 mandskab og sejr til U19 holdet. Der var masser af nye spillere på banen i begge kampe og jeg håber at kunne give et nogenlunde overblik over begge kampe her på siden. Ligeledes vil der blive opdateret spillerprofiler. Hvis I har rettelser til de informationer jeg skriver her på siden, skal I være meget velkomne til at sende mig en e-mail. Jeg er meget interesseret i informationer om spillerne både på U17- og U19-holdet. Skriv til nina@lyngbymedia.dk

 

 

Billeder fra U17 kampen kan ses her:
Lyngby BK - Halmstad U17

 

Billeder fra U19 kampen kan ses her:
Lyngby BK - HB Køge U19

 

 

 

 


 

01-04-12

Uafgjort og nederlag til U19 og U17

 

 

 

Det lykkedes hverken Lyngbys U19 eller U17 hold at slå FCKs ditto. Begge kampe var præget af den kraftige vind, der gjorde spillet svært og derfor blev det en lidt tilfældig affære, hvor FCKerne i begge kampe havde det spilmæssige overtag, men hvor det kun lykkedes dem at score et enkelt mål i U17-opgøret.

 

 

Billeder fra U19 kampen kan ses her:
Lyngby BK - FC København U19-ligaen

 

Der er ikke lavet nogen fotoserie fra U17 kampen, men der er opdateret enkelte nye

spillerprofiler, som kan ses under menupunktet; Nuværende spillere.

 

 

U17-holdet startede med følgende 11 spillere:

 

Philip Thun


Mads Hærup
Mads Randrup
Yves Nadau
Simon Wæver


Simon Raahave (anfører)
Rasmus Gaudin


Mikkel Basse
Adnan Mohammed
Mads Brøndberg


Gustav Therkildsen

 

 

Næste kamp for U17-holdet er lørdag d. 14. april på hjemmebane med FC Nordsjælland.

U19-holdet skal næste gang i kamp d. 21 april ude mod Randers.

 

 

 

Foto: Jabar Shaza i hovedstødsduel -

 

 


 

30-03-12

Optakt til dobbeltopgør mellem Lyngby og FCK

 

Lørdag d. 31. marts tager Lyngby Boldklubs U17- og U19-ligahold imod FC Københavns ditto. Det bliver to spændende lokalopgør, hvor man i begge kampe finder FCK i favoritrollen, dog vil Lyngbys hjemmebanefordel give mulighed for spænding i begge målfelter. I U19-ligaen har FCK suverænt indtaget 1. pladsen, hvorimod Lyngby ligger på en skuffende 8. plads med blot 9 point efter 11 kampe. Værd at bemærke er det at Lyngbys U19-hold kun har hentet 1 enkelt sejr hjem, men spillet over halvdelen af deres kampe uafgjort. I U17-ligaen ligger FCK på 5. pladsen med 21 point i 13 kampe og Lyngby indtager 9. pladsen med 15 point i 13 kampe.
I denne optakt vil jeg kigge lidt nærmere på begge opgør.

 

 

U19 optakt

Lørdag d. 31. marts 2012 kl. 13:00 v. Lyngby Stadion

 

FCK har i denne sæson overrasket alle og indtaget førerrollen i en liga, hvor man ellers igennem mange år har været vant til at se FC Midtjylland, Brøndby og Lyngby dominere. Dette skyldes selvfølgelig at FCK endelig har formået at holde på deres profiler fra årgang 93 og 94, hvor man i de tidligere sæsoner ellers har måttet opgive talenterne til f.eks. Brøndby og Lyngby allerede som drenge- og juniorspillere. I dette opgør har FCK dermed den overskyggende favoritrolle til at løbe med sejren, da Lyngby har haft en noget ujævn sæson og allerede i efteråret måtte se flere af deres profiler rykket i klubbens A-trup og dermed ikke være stabilt tilgængelige for U19-mandskabet. Således har profiler som Christian Nørgaard (94), Uffe Bech (93) og Frederik Helstrup (93) kun spillet henholdsvis 7, 3 og 3 af holdets 11-ligakampe. De mest stabile spillere i Lyngbys start-11’er har været Yussuf Poulsen (94), Tobias Andersen (94), Nicolai Johannsen (94) og Oliver Rosendal (93), der alle har spillet 10 eller 11 ligakampe i denne sæson. Lyngby kommer til opgøret med 2 uafgjorte og 1 nederlag i bagagen fra de seneste 3 ligakampe. FCK har omvendt en hel anden selvtillid forud for opgøret. De har vundet deres seneste 6 ligakampe og indtager som skrevet suverænt 1. pladsen i ligaen. Med profiler i alle kæder, er det er stærkt hold at skulle op imod. På mål finder man U19-landsholdsmålmanden Jakob Busk (93), som i øvrigt står overfor sin landsholdskollega, Lukas Fernandes (93), i den anden ende. I forsvarskæden finder man også to landsholdsprofiler, nemlig den store Christoffer Remmer (93) og den lidt mindre Mads Aaquist (94), som havde stor succes ved U17-VM sidste sommer. På midtbanen har FCK profilerne Hakan Redzep (94) og i angrebet den lille hurtige Danny Amankwaa (94) og den store tankangriber Andreas Cornelius (93). Et meget svært hold at skulle matche, men som bekendt er bolden rund.

 

Lyngbys start 11’er fra seneste ligaopgør mod FC Midtjylland (2-2):
Lukas Fernandes, Johannes Marcher, Nicklas Clausen, Nicolai Johannesen, Casper Koll, Uffe Bech, Gustav Bang, Jeppe Tverskov, Sebastian Lassen, Jabar Sharza og Ingolfur Sigurdsson.

 

Kampens profiler:

Jabar Sharza (94) nr. 14 hos Lyngby Lyngbys skarpe angriber Jabar (foto) er inde i en god stime og scorede 2 mål i holdets seneste ligakamp mod FC Midtjylland. Jabar er en meget direkte spiller, der næsten altid søger målet, når han modtaget bolden. Han kommer fra en årgang, hvor der har været mange profiler i Lyngby, men har i denne sæson spillet sig helt fast ind på holdet. En underholdende spiller at følge.
Jeppe Tverskov (93) nr. 13 hos Lyngby Jeppe er et forholdsvis nyt ansigt i Lyngby Boldklub. Han kom til Lyngby fra B1903 i sommeren 2011 og gjorde sig med det samme fortjent til en plads på holdet. Han har ligesom Jabar ikke erfaring fra ungdomslandshold, men er alligevel værd at følge. En stærk midtbanespiller, som er meget moden i sit spil og dygtig både offensivt og defensivt.
Lukas Fernandes (93) nr. 1 hos Lyngby Lyngbys store målmandstalent, som allerede i efteråret fik debut i Superligaen og takkede med at holde målet rent. Han har været en profil siden første junior år i Lyngby og er bestemt fremtidens målmand, både i Lyngby og i landsholdssammenhæng.


Mads Aaquist (94) nr. 5 hos FCK En lille, hurtig forsvarsback, som fik succes på det danske U17-landshold til VM i Mexico sidste sommer. Han er en offensiv back med god teknik og god i det opbyggende spil. Spændende spiller, som på trods af sin lille fysik har fået chancen og grebet den.

Andreas Baes (93) nr. 8 hos FCK En af de spillere fra 93’ årgangen, som der kom meget tidligt fokus på. Han var nemlig på et træningsophold hos Liverpool allerede da han var 13 år. Dengang spillede han i BSV, men var ombejlet af flere større danske klubber. Valget faldt på FCK og her huserer han på midtbanen eller i angrebet. Han har indtil videre spillet 17 ungdomslandsholdskampe, men er indenfor de seneste år gledet i baggrunden af andre store profiler fra årgang 93. Dog er han stadig værd at holde øje med.
Andreas Cornelius (93) nr. 11 hos FCK Sidst men ikke mindst vil det være spændende at holde øje med FCK’s store tankangriber Andreas Cornelius. Han er topscorer på holdet (delt med Kenneth Zohore, der nu spiller i Fiorentina), dog kun med 4 mål. Andreas er stor og fysisk stærk, god i luften og i det hele taget en svær angriber at dække op for. Der er lave odds på at han bliver kampens første målscorer.

 

Seneste indbyrdes opgør:

Sæsonens første opgør mellem de to hold sluttede 2-2 på mål scoret af Sebastian Lassen, Christian Nørgaard, Danny Amankwaa og Kenneth Zohore.

 

Der er lagt op til spænding i det første opgør i Lyngby med masser af landsholdsprofiler og kommende Superligaspillere.

 

 

 

U17 optakt

Lørdag d. 31. marts 2012 kl. 15:00 v. Lyngby Stadion

 

Efter U19 opgøret fløjtes kampen mellem de to klubbers U17-mandskaber i gang. Lyngby har skuffet utroligt i denne sæson i U17-ligaen. Holdet besidder simpelthen ikke en eneste landsholdsprofil og det er bestemt ikke normen hos en af Danmarks bedste talentudviklingsklubber. Holdet, der består af spillere fra 95 og 96, lagde fælt fra start i ligaen i efter året med et 9-0 nederlag til FC Midtjylland. Så det har været en lang sej kamp i hele sæsonen for at komme ovenpå. Lyngby er det hold i ligaen, der har lukket næst flest mål ind (35 mål i 13 kampe) og FCK er det hold i ligaen, der har scoret næst flest mål (28 mål i 13 kampe). Så man må konkludere at favoritværdigheden klart ligger hos FCK.

Lyngby kommer til opgøret med 2 uafgjorte kampe og et nederlag i bagagen, mens FCK kommer til opgøret med en masse selvtillid idet de har vundet de seneste 3 ligakampe. Også i landsholdssammenhæng ses en markant forskel på de to hold, her har FCK hele 6 ungdomslandsholdsspillere at råde over fra 95 og 96 årgangen.

 

Kampens profiler:

Adnan Mohammed (96) nr. 11 hos Lyngby (foto) En lille letbenet tekniker, som spiller offensivt som kant eller angriber. Han er i indeværende sæson topscorer hos Lyngby med 5 mål. En hurtig spiller, som ikke er bange for at udfordre sine direkte modstandere med fikse driblinger.

Yves Nadau (96) nr. 8 hos Lyngby Yves er kommet til Lyngby fra HIK’s ungdomsafdeling. Han kan spille både angriber og midtbane og har lidt fordel i sin højde og løbepensum, som kvalitativt gør ham en bedre spiller end sine jævnaldrende.

Simon Raahave (95) nr. 5 hos Lyngby Simon blev første kontraktspiller hos Lyngby fra årgang 95 og han har da også været kernen på U17 holdet i denne sæson. Han er en arbejdsom midtbanespiller, der også kan score mål.

 

Mathias Larsen (95) nr. 11 hos FCK Angriber og topscorer for FCK i denne sæson med 6 mål. Han er ligeledes målfarlig i landsholdssammenhæng hvor det er blevet til 4 scoringer i 9 kampe for det danske U17-landshold.

Marcus Klingenberg Mathisen (96) nr. 16 hos FCK er et af de nye skud på landsholdsstammen. Han er forsvarsspiller og har fået debut på U16-landsholdet her i starten af året.

 

 

Seneste indbyrdes opgør:

Sæsonens første opgør mellem de to hold sluttede med en overraskende 3-0 sejr til Lyngby med Simon Raahave, Gustav Therkildsen og Yves Nadau som målscorere.

 

Begge kampe spilles ved Lyngby Stadion i morgen, lørdag. God fornøjelse.

 



  

07-08-11

Lyngby vinder af GF Cup U/19 

 

 

Lyngby vandt lørdag d. 6. august 2011 finalen i GF Cup for U/19-hold med 3-0 over Malmö FF. Målscorere for Lyngby var Christian Nørgaard, Jeppe Tverskov og Seyfeddin Karakaya (også kaldet Zaffi). Lyngby's målmand, Lukas Fernandes, blev kåret til kampens bedste spiller.

Klik på billederne herunder for høj opløsning:

 

 

 


14-05-11

Hjemmebanenederlag til U/17 i lokalopgør

 

 

Lyngby's U/17-ligahold mødet lørdag naboerne fra AB på hjemmebane og det var et opgør hvor Lyngby på forhånd var favoritter til at slå bundproppen fra Gladsaxe. Men AB var bedst i starten af kampen og Lyngby nåede aldrig at komme tilbage og så løb AB med en 2-1 sejr. Målscorer fra Lyngby var Alexander Jacobsen i slutningen af 2. halvleg.

Lyngby spillede uden holdets 3 profiler; Christian Nørgaard, Nicolai Johannesen og Yussuf Poulsen, som alle først lige er kommet hjem fra EM i Serbien. Nicolai Johannesen er i øvrigt udtaget til Superligamandskabets udekamp med SønderjyskE i morgen.

Kampens 1. halvleg var en rodet affære på en tør og hullet bane der ikke ligefrem indbød til fladt pasningsspil. Så det så man heller ikke meget af. Lyngby's anfører, Gustav Bang med nr. 6, var en af de bedste spillere i første halvdel af opgøret. Han fyldte godt på midtbanen og fik pasningsspillet til at køre nogenlunde med nogle gode sideskift. Han er ligeledes en god slider på den centrale midtbane, har både god teknik, men er også god i presspillet.

Den dårlige bane gjorde at begge hold spillede meget i luften, det blev en rodet og tilfældig omgang hvor AB var stærkest pga. deres størrelse. Lyngby's små spillere kunne ikke følge med på fysikken og tabte mange af duellerne i luften.

Når bolden blev spillet langs jordet gik det lidt bedre for Lyngby og her var specielt kantspilleren Sebastian Jessen god i første halvleg med nogle gode løb til baglinien. Den ellers målfarlige Tobias Andersen havde også problemer i denne kamp og kom på sine aktioner aldrig frem til noget rigtig farligt. Herunder ses Lyngby's nr. 10, Tobias Andersen, i et af sine fremløb som de fleste gange blev stoppet af AB's fysik.

I 2. halvleg fik Lyngby en smule mere gang i deres pasningsspil langs jorden og kom frem til lidt flere chancer. Men så fik en 3. part hovedrollen idet dommeren i to omgange ikke reagerede på fældning bagfra af Lyngby's angriber, nr. 11 Jabar Sharza. Især den første fældning, som kom i starten af 2. halvleg og ses på billedet herunder, var slem. Jabar Sharza får en stikning og tager bolden hurtigt med. Da han slipper igennem det to centrale forsvarsspillere fældes han bagfra af sidste mand. Det burde have givet rødt kort til AB og frispark på kanten af feltet, men dommeren afværgede.

Det var tydeligt at Lyngby's spillere fik en mentalt knæk af at blive bortdømt af dommeren og det var først da Alexander Jacobsen fik reduceret i slutningen af kampen at spillerne fik modet tilbage. Men da var det for sent. Der blev ellers lagt et fint pres på AB i slutminutterne med hovedløse aktioner fra Lyngby's offensive folk førte ikke til meget. I stedet for at spille sig frem ad banen, blev der kørt solo og her stod AB's store forsvarsspillere sikkert og fik gang på gang stoppet de frembrusende Lyngby spillere.

Herunder ses Lyngby's nr. 14 Alexander Jacobsen, der blev skiftet ind i 2. halvleg og scorede hjemmeholdets eneste mål på et skud fra kanten af feltet.

Alt i alt en dårligt spillet fodboldkamp som, hvis man skal se helt objektivt på det, nok fik den rette vinder. Hvis man skal fremhæve en spiller fra Lyngby som gjorde en god indsats, så vil det oplagte være at rose anfører, Gustav Bang. Han kæmpede godt på midtbanen, men fik desværre ikke hele holdet med sig som en anfører burde. Mest imponeret var jeg over den centrale forsvarsspiller Hani Naboulse, som ses på billedet herunder. Han spillede nok heller ikke en af sine bedste kampe, men har stort potentiale. Han er (så vidt vides) oprindeligt offensiv spiller og har dermed gode forcer i at føre bolden frem ad banen. Det er rart at se en forsvarsspiller der ikke bare losser bolden op ad banen, men rent faktisk sætter holdet i gang med flade, præcise pasninger. Defensivt så han også ud til at have godt overblik og god fysik, så det bliver bestemt spændende af følge Hani Naboulse i næste sæson i U/19-ligaen.

       

 

05-02-11

Nye profilbilleder i højere opløsning

 

For fremtiden vil sidens spillerprofiler bestå af færre billeder, men i højere opløsning. Enkelte spillerprofiler er allerede opdateret og det ventes at foråret vil byde på flere nye billeder af Lyngbys bedste spillere.

Klik på nedenstående billeder for fuldt format:

     



 

"For mig har det altid kun været fodbold.

Jeg har altid sagt jeg ville spille fodbold og jeg har aldrig tænkt over hvad jeg ellers skulle lave. Min far har spillet i Lyngby, så det var naturligt for mig at vælge den samme klub.

Jeg vil ikke sige det er let at være fodboldspiller. Det er hård træning og det er vigtigt du hele tiden er på og fokuserer. Du skal stå overfor et pres hver eneste kamp og det kan godt være hårdt.

Min drøm er at komme til udlandet og spille i en stor klub, gerne i Spanien, hvor de spiller flot fodbold, og så selvfølgelig at komme på det danske landshold.

De mange mål kommer fordi jeg griber chancerne. Hvis jeg kan se muligheden for en god afslutning, så sparker jeg og så har jeg bare altid kunnet lave mål og det vil jeg gerne fortsætte med."

 

- Emil Larsen